10 gode grunde til at gøre en indsats mod stress på jobbet.
Stress er et stort problem for den enkelte – men det er også et stort problem for virksomhederne.
Hvis du sidder i en virksomhed og har mistanke om, at en eller flere af dine medarbejdere (eller måske dig selv) er ramt af stress, så læs meget gerne mere om mit stress forløb her.
Herunder har jeg samlet 10 af de MANGE gode grunde, der er til at gøre noget aktivt ved stress på arbejdspladsen:
1. STRESS EKSISTERER
Stress er et vilkår i stort set alle virksomheder og i privatlivet. I dag er det ikke et spørgsmål, om der findes stress, men snarere, hvor meget stress, der er. I gennemsnit er 10% af medarbejderne så stressede, at de har brug for en eller anden form for hjælp. Nogle steder er tallet lavere, andre steder højere.
2. BEDRE PSYKISK ARBEJDSMILJØ
Stress påvirker det psykiske arbejdsmiljø i negativ retning. Et dårligt psykisk arbejdsmiljø er med til at give stress. Det er vigtigt ikke at komme ind i denne onde cirkel. I værste fald oplever virksomheder en dominoeffekt, hvor medarbejdere bliver syge eller flygter væk på stribe. At reducere stress giver et bedre psykisk arbejdsmiljø.
3. FÆRRE SYGEDAGE
Arbejdsmiljøinstituttet vurderer, at op imod en fjerdedel af alt sygefravær er relateret til stress. Langvarig stress svækker for eksempel immunsystemet og er blandt andet medvirkende til hjerte-kar-problemer. En effektiv indsats mod stress vil reducere sygefraværet.
4. BEDRE EFFEKTIVITET OG FÆRRE FEJL
Stress reducerer medarbejdernes effektivitet og gør, at de begår flere fejl. En effektiv indsats mod stress er således med til at øge effektiviteten og reducere antallet af fejl.
5. STØRRE KUNDE-/BRUGERTILFREDSHED
En stresset person vil reagere anderledes over for andre mennesker, end når vedkommende ikke er stresset. Overskud, overblik og overbærenhed reduceres. At reducere stress vil ofte være med til at give en højere kunde-/brugertilfredshed.
6. FASTHOLDE MEDARBEJDERNE
En indsats mod stress kan være med til at fastholde medarbejdere. Stress er nemlig en væsentlig faktor for manges overvejelse om at skifte arbejde. At gøre noget ved stress er således en vigtig fastholdelsesparameter. Fastholdelse af medarbejdere bliver vigtigere og vigtigere. Dels har vi en lav arbejdsløshed for tiden, og dels oplever vi en større og større specialisering. Det bliver dyrere og dyrere at miste en medarbejder.
7. TILTRÆKKE KVALIFICERET ARBEJDSKRAFT
Hvis virksomheden først har et rygte som en stressende arbejdsplads, kan det være vanskeligt at tiltrække kvalificeret arbejdskraft.
8. KORTERE SYGEFRAVÆR
En sygemelding på grund af et stresssammenbrud varer ofte to til seks måneder, afhængig af hvilken hjælp man får. Ved udbrændthed er det ikke altid, man kan vende tilbage til sin gamle stilling. En hurtig og professionel hjælp ved en sygemelding vil forkorte varigheden og øge sandsynligheden for, at medarbejderne efterfølgende forbliver i virksomheden.
9. FÆLLES INTERESSE
En indsats mod stress er af fælles interesse for både virksomheden og medarbejderne. Langvarig stress har både store menneskelige konsekvenser og konsekvenser for virksomheden.
10. GOD INVESTERING
Stressreducerende tiltag er en god investering. Omkostningerne ved at forebygge og afhjælpe stress er små i forhold til de konsekvenser, det har ikke at gøre noget.
Kontakt mig gerne:
Psykoterapeut
Camilla Wisøfeldt
Mobil 40 45 79 70
